Hvad tror de unge egentligt på i dag? Hvorfor? Hvad laver de unge i deres fritid?

Kære unge

Jeg håber, at de unge finder ud af at tro på sig selv først og fremmest. Men jeg fornemmer jo, at det nok drejer sig om religiøs tro. Ja, de søger for det meste. Men hvis de har gået til konfirmandundervisning et sted, hvor de blev taget alvorligt, så ender de med at have en ballast, som de kan bruge den dag, hvor de er parate til at finde svar på livets store spørgsmål i kirken.

I kirken og i vores forsamlinger står vi parate, hvornår og hvor som helst - skulle det komme på tale.

Der er en præst og andre velkvalificeret voksne i Århus, der bl.a. tager sig af de unge. Men ellers bruger de unge deres kammerater eller veninder til at slå tiden ihjel på en - tror jeg - ret fornøjelig måde. Men de muligheder der er i dag for at leve et ret frit liv er lidt forvirrende. Jo flere muligheder jo svære bliver valget. Man kan dog blive helt svedt og lidt urolig for de unge, der nu om dage skal bestemme sig for uddannelse og fremtid på et meget tidligt tidspunkt.

I dag har religionen for de fleste kun en symbolsk betydning, ikke reel. Der er en lille kristen minoritet, som tager religionen seriøst, men i det store billede er det helt galt med religiøsiteten i Danmark. Men det er ikke mine forventninger i forhold til mit eget folk. Jeg forventer ikke, at påvirkningen og efterligningen skal spille en stor rolle i vores særlige kultur og mentalitet.

Danmark er præget af en udbredt materialisme på bekostning af det medmenneskelige hensyn og den åndelighed, som man forbinder med kristendommen. Selvfølgelig er det et universelt fænomen, "modernitetens indflydelse", men det slår én at der i Danmark er et tydeligt fravær af Gud i hverdagen, bortset fra nogle få symbolske spor i form af højtider - som de færreste kender baggrunden for. De er blevet en del af dansk kultur, og den religiøse forbindelse er kappet. Religion er noget, man skammer sig over, det er umoderne. Kultur derimod er helt OK, man taler frit og gerne om "kulturarven". Kultur er blevet vor tids religion. Men Gud er ikke med i den historie.

Hvor kan vi så mødes: Hvilke værdier har vi tilfælles?

Hvis vi begynder med at sammenligne mellem de kristne fra mellemøsten, særligt fra Irak og dansk kristenhed, så er der mange fælles værdier: Vi kan arbejde sammen om at modvirke verdsligheden, materialismen, ligegyldigheden, den åndelige fattigdom som jo er roden til meget af det "onde" vi oplever på begge sider. Her har vi absolut sammenfaldende interesser - og forpligtelser. Men når vi kommer til et praktisk spørgsmål: ” Hvordan kan du leve på en måde som Gud synes om?”.  Gud forventer aldrig mere af os end vi kan klare. Han kender vores stærke og svage sider bedre end selv gør. Desuden kan Gud give os styrke til at adlyde Ham. Hvis man gerne vil behage Gud må man afsky det Han hader. Men det er ikke nok. Man må også elske det Han elsker. Du kan opdyrke egenskaber som Gud synes om, ved at læse i og studere Bibelen regelmæssigt. At lære hvad Gud kræver af dig, kan hjælpe dig til at bringe din tankegang i harmoni med Guds. Jo større kærlighed du får til Gud, jo mere vil du ønske at leve dit liv på en måde Han synes om. Men det kræver en indsats at følge Guds bud. De er disse indsatser som vores nuværende samfund savne meget. Derfor ser jeg, at

" der er tomt på de hylder hos danskerne hvor tro og overbevisning burde stå " Det opdager danskerne i mødet med de alvorlige troende kristne fra Irak. Hvad er der blevet af fundamentale idealer som åbenhed, tolerance, solidaritet - næstekærlighed, som det jo oprindeligt hed. Det er fortid, danskerne er blevet verdens mest ubehøvlede og hensynsløse individualister. Alle gamle skal på plejehjem, alle unge skal have deres egne lejligheder. Denne højt besungne individualisme bærer jo i sig potentialet til Danmarks undergang som samfund. Det er rigtigt, at vi bor i Danmark. Men vi skal huske, at danske unge er præget af en udbredt materialisme på bekostning af det medmenneskelige hensyn og den åndelighed, som man forbinder med kristendommen. Selvfølgelig er det et universelt fænomen, "modernitetens indflydelse", men det slår én at der i Danmark er et tydeligt fravær af Gud i hverdagen, bortset fra nogle få symbolske spor i form af højtider - som de færreste kender baggrunden for. De er blevet en del af dansk kultur, og den religiøse forbindelse er kappet. Religion er noget, man skammer sig over, det er umoderne. Kultur derimod er helt OK, man taler frit og gerne om "kulturarven". Kultur er blevet vor tids religion. Men Gud er ikke med i den historie.

Der er tomt på de hylder hos danskerne, hvor tro og overbevisning burde stå og derfor frygter man de troende udlændinge, der har lært meget af Bibelen under deres opvækst, Så vidt deres hylder er ikke tomt lige som andre, der desværre også hedder kristne. Samtidig har mange indvandrere fået et skævt billede af danskerne, fordi danskerne med deres såkaldt "afslappede" holdning til alt, inklusive almindelige høflige omgangsformer, udsender fjendske signaler. Det er som om danskerne i deres fundamentalistiske afvisning af alle normer og grænser faktisk vanskeliggør integrationen, hvilket sikkert er stik imod deres egen opfattelse. I mine øjne ser det snarere ud som om de "kristne" lande har opnået succes i takt med at de har forladt det kristne værdigrundlag.

 Derfor vil jeg minde vores kære unge om, at søge for et svar på livets store spørgsmål ”Hvad er meningen med livet?” Det er fornuftigt at stille den slags spørgsmål, og det er vigtigt at man ikke giver op før man har fundet nogle tilfredsstillende og troværdige svar. Jesus sagde: ”Bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.”   Mattæus 7:7