Hvordan blev kristendommen til?

Kristendommen har sin rod i personen Jesus fra Nazareth, der i årene ca. 30-33 prædikede og gjorde undere i Israel. Han prædikede om Gudsriget, der snart ville komme, og opfordrede folk til at omvende sig.

Hans undergerninger var tegn, der bekræftede hans forkyndelse. Samtidigt satte han sin egen person i tæt forbindelse med Gudsriget, talte om Gud som sin far og sin egen kommende lidelse som et sonoffer.

De jødiske ledere fandt hans forkyndelse gudsbespottelig, og derfor blev han til sidst korsfæstet og dræbt af den romerske besættelsesmagt. Den gruppe af disciple, han havde samlet om sig, smuldrede næsten væk.

Tre dage efter korsfæstelsen, påskemorgen, viste det sig, at Jesu grav var tom, og han viste sig som levende for flere af disciplene. Troen på hans opstandelse fra de døde samlede en flok disciple igen. De indså da for alvor, at Jesus faktisk var den Frelser (Kristus, Messias), der var lovet i Det gamle Testamente.

De Jesus-troende var alle jøder, og de opfattede sig selv som de sande jøder, der havde lært den lovede Messias at kende. Jesu død opfattede de ikke længere som et nederlag, men som en sejr over synd og skyld - en stedfortrædende straflidelse. Hans opstandelse viste hans magt over døden, og derfor kunne de tro, at også de selv skulle opstå fra de døde og leve evigt.

Efter Kristi Himmelfart (40 dage efter påske) samledes i Jerusalem fortsat en lille forsamling af mennesker, der troede på ham som Guds søn, fulgte den lære han havde givet dem i sine vandringsår - og afventede hans genkomst.

På pinsedagen (50 dage efter påske) sendtes Helligånden over disciplene, så de fik kraft og frimodighed til at gå ud i verden og gøre mennesker til Jesu disciple ved at døbe dem og lære dem at holde alt det, Jesus havde befalet. Fra det tidspunkt voksede menigheden hurtigt fra at være en indre-jødisk gruppe til at være et verdensomspændende fællesskab af jøder og ikke-jøder.