|
Var Jesus jøde
eller kristen?
Det er meget vanskeligt at nå frem til
Jesu' opfattelse af sig selv. Mange vil sige, at det er umuligt. Det er
vanskeligt, fordi de kanoniske evangelier - altså de fire evangelier, vi
har i Bibelen - er skrevet ned omkring 50 år efter Jesu' død. I de 50 år
skete der meget med erindringen om Jesus, fordi hans tilhængeres mening
om ham gennemgik en udvikling. Derfor kan vi aldrig med sikkerhed få at
vide, hvad Jesus mente om sig selv og sit projekt.
Når det er sagt, skal jeg gerne svare klart, at Jesus opfattede sig selv
som jøde. Han tænkte næppe på at grundlægge en ny religion,
"kristendommen".
Jeg tror selv, at evangelierne har ret historisk, når de refererer, at
Jesus prædikede det samme budskab som Johannes Døber. I Markus
evangeliet siger Jesus: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend
jer og tro på evangeliet." Dette "Guds rige" var, hvad det jødiske folk
på Jesu' tid længtes efter og håbede på. Det ville være et "rige", hvor
Guds vilje skete, det vil sige, hvor romerne var fjernet, og hvor
Moseloven blev overholdt til punkt og prikke.
Næsten alle forskere i dag tilslutter sig det synspunkt, at Jesus selv
opfattede sig som jøde og ikke som kristen.
Jesu' første tilhængere mente det samme som Jesus, at de var og skulle
blive ved med at være jøder. Først senere blev det, som vi kalder "de
kristne" og "kristendommen" til. |